I Georgien har et uforløst traume bevæget sig ned gennem generationer. Århundredes løbende med konflikt med Rusland er igen blusset op, efter tusindvis af russiske migranter har bosat sig i det lille naboland mod syd.
Foto: Casper Nørregaard
Af Casper Nørregaard og Nicolai Jørgen Jørgensen
12. December 2022
”World should stop Russian aggression! Russia is an occupier!!! Putin is Evil!! If you do not agree with these statements, please do not come in”.
Sådan står der på et A4-papir, der hænger på døren til Dadaena Bar. Selvom det er en tirsdag aften, er baren fyldt til randen med unge georgiere, der drikker Kyiv-mules, mens de nikker med til musikken, der brager ud gennem højtaleranlægget.
Oppe på scenen spiller aftenens band georgisk eksperimentalmusik, og bag forsangeren hænger det blå og gule ukrainske flag. Vi tager en tår af vores drinks, mens vi nervøst holder øje med tiden.
På baren har vi aftalt at mødes 27-årige Sabina, der ikke ønsker at optræde med sit fulde navn. Tilbage i marts pakkede hun sine kufferter i Moskva, og drog mod Georgiens hovedstad, Tbilisi. Det var hun ikke alene om, og ligesom mere end 100.000 andre russiske migranter, har hun forladt Rusland oven på krigen i Ukraine til fordel for Georgien.
Vi går ud på terrassen, der har udsigt over Mtkvarifloden, som kløver den georgiske hovedstaden midt over. En kø har samlet sig foran dørmanden, der nøje går gæsternes pas eller kørekort igennem, inden de får lov at blive lukket ind på baren.
Sabina bevæger sig langsomt frem i køen. Hun er iført en sort baret og matchende læderjakke. Fra lommen frembringer hun det røde russiske pas. Køen holder op med at bevæge sig.
Hun tager sin Iphone op af tasken og går ind på Dadaena Bars hjemmeside, hvor hun udfylder barens særlige indgangsformular for russiske borgere. Her skal hun blandt andet skrive under på, at hun er imod krigen i Ukraine og anerkende, at Rusland har besat 20 pct. af Georgiens territorium.
Kapitel et: “Vi er i krig med Rusland”
Det kan virke nærmest konfliktoptrappende, når en ung russisk pige på vej i byen skal skrive under på, at hun ikke stemte på Putin, fordi han er diktator. For os selv går det anderledes let, og det danske pas giver ingen anledning til spørgsmål fra dørmanden.
Men ifølge ejeren af Dadaena Bar, Data Lapauri, er der brug for andre regler for russere i lyset af krigen i Ukraine og den efterfølgende migrantbølge til Georgien.
“Vi er i krig med Rusland, og der ikke nogen smuk måde at håndtere det på. Vi bliver nødt til at tage et stærkt standpunkt og være meget tydelige omkring, hvilken side vi er på. Vi støtter Ukraine, og vi er imod Ruslands imperialistiske samfund,” siger han.
Sabina sætter kryds ud for alle felterne på indgangsformularen. Bagefter får hun lov at komme ind på baren. Det er ikke første gang, hun er på Dadaena Bar, og hun kender derfor til de særlige regler for russere.
Med sit stilfulde sorte outfit, mørke hår og selvsikre udstråling ligner hun til forveksling georgierne på natklubben. På flydende engelsk bestiller hun en øl i baren, bartenderen rækker øllen over disken og hun afslutter med et “madloba” – tak på georgisk.
For Data Lapauri er det vigtigt, at gæsterne ikke bestiller deres drikkevarer på russisk.
“Flere af vores medarbejdere taler ikke russisk, og det synes mange russere er fornærmende. Hvis ikke vi svarer dem på russisk, begynder nogle at tale langsommere, så vi kan forstå det. Jeg har personligt ikke noget imod russere, men jeg er imod den kolonist-attitude, hvor vi skal tale deres sprog, mens vi serverer drinks til dem,” siger Data Lapauri.
Selvom mange russere som Sabina forstår georgiernes frustration, har Dadaena Bars kraftige standpunkt overfor de russiske gæster også fået opmærksomhed fra udefrakommende russere.
Tidligere på året delte en højreorienteret russisk gruppe billeder af indgangsformularen på det sociale medie Telegram.
Billederne gik viralt i Rusland og resulterede i flere cyberangreb på den georgiske bar, hvor hackere brød ind i barens private e-mails og overtog dens konti på sociale medier.
Men det dårlige forhold mellem russere og georgiere stikker langt dybere end de tusindvis af russiske migranter, som er kommet til Georgien siden marts, og de seneste migrantbølger har åbnet såret til en årelang konflikt mellem de to nabolande.
Et land i klemme
“Georgien har været heldig med topografien, men uheldig med geopolitikken,” skriver den norske antropolog og forfatter Erika Fatland i sin bog Grænsen, der portrætterer Rusland gennem nabolandene.
Der er grund til at tro, at hun har fat i noget.
I grænselandet, hvor Europa bliver til Asien, ligger Georgien. Det lille bjergrige land har igennem historien været klemt inde mellem de regionale stormagter Rusland mod nord og Persien mod syd. Den position har i mange år udfordret landet og dets befolkning, der har søgt skiftevise alliancer med de to store naboer for at finde beskyttelse fra den anden. Siden slutningen af det 17. århundrede har georgierne primært orienteret sig mod naboen mod nord, og Georgien var så godt som totalt underlagt russisk styre i det 18. århundrede.
I 1917 udnytter georgierne den russiske revolution som anledning til at løsrive sig og erklærer sig uafhængig året efter.
Det bliver herefter klart, at georgierne ønsker at orientere sig mod Vesten.
“Vesten eller Østen – det er spørgsmålet, der stilles til os, og vi kan ikke tøve med dette spørgsmål. Vi har altid valgt og vil fortsætte med at vælge Vesten. (…) Vores vej fører os til Europa, mens Rusland bevæger sig mod Asien. Jeg ved, hvad fjenderne vil sige – du står på imperialisternes side! Men jeg siger uden tøven: Jeg vil hellere stå sammen med vestlige imperialister end med østlige fanatikere,” sagde Noe Zhordania, Georgiens premierminister fra 1918 til 1921, i en tale til parlamentet i januar 1920.
Uafhængigheden anerkendes af Sovjet-Rusland i 1920, og Georgien får egen forfatning 21. februar 1921.
På dette tidspunkt er Den Røde Hær dog allerede begyndt at angribe den russisk-georgiske grænse, og kun fire dage efter at forfatning bliver vedtaget, bliver Georgien officielt til den Georgiske Socialistiske Sovjetrepublik.
Først i april 1991, kort før Sovjetunionens endelige kollaps, erklærer georgierne sig igen uafhængige. Med sig forsøger georgierne at tage Abkhasien, der under sovjettiden havde været en selvstyrende republik, men som af georgierne i vid udstrækning betragtes som værende retmæssigt georgisk territorium.
Det lykkedes dog ikke, og Abkhasien forbliver selvstyrende med russisk støtte. I 2008 støder russerne og georgierne igen sammen.
I Sydossetien, der gennem sovjet-tiden havde været underlagt Georgien, dog som et selvstyrende område, når konflikten et nyt klimaks. Separatiststyrker bomber en bil med fredsbevarende styrker, og beskyldningerne flyver mellem ossetere, russere og georgiere. Konfliktens klimaks bliver det, der i dag kaldes Femdageskrigen, en kortvarig krig mellem Rusland og Georgien om kontrollen over Sydossetien, som også kommer til at omfatte mindre bidder af Abkhasien.
Selvom krigen er kort, har den betydelige konsekvenser, særligt for georgiere bosat i Sydossetien, der bliver fordrevet eller udrenset. Mere end 2000 mennesker mister livet.
I dag er både Abkhasien og Sydossetien såkaldte omstridte områder. Det er også det, Rusland kalder områderne Luhansk og Donetsk i Ukraine. Abkhasien og Sydossetien hævder hver især selvstændighed, men kun få lande anerkender dette.
Femdageskrigen er ikke glemt i Georgien, og selvom georgierne siden har accepteret de tusindvis af russiske turister, der hver sommer kommer til de georgiske strande og drikker georgisk vin, er der alligevel sket et skifte i holdningen siden Rusland invaderede Ukraine.
Den massive russiske indvandring til Georgien, som krigen har bragt med sig, fører til en række protester blandt den georgiske befolkning, blandt andet efter billeder af russiske bilkøer ved grænsen begynder at cirkulere i en række medier.
Mens Det Nationale Statistikkontor i Georgien endnu ikke har opdaterede tal for året om den russiske indvandring siden krigens udbrud, er der bred enighed om, at der er kommet hundredtusindvis af russere til landet. Det samlede antal russere, der har bosat sig i landet, estimeres nu til at være mindst 112.000.
Georgiens befolkningstal var i 2021 på ca. 3,7 mio. personer.
Migration presser georgiernes økonomi
I takt med at flere russere er migreret til Georgien, er priserne på en lejebolig i særligt hovedstaden, Tbilisi, steget til vejrs.
Sammenligner man tal fra august 2021 med august 2022, peger de på, at priserne for en lejebolig er steget med 79 pct., mens priserne på ejerboliger er steget med 27 pct.
Det betyder for eksempel, at georgiske studerende i stigende grad må se sig nødsaget til at finde bolig uden for byerne og pendle ind, eller erhverve sig et job ved siden af studiet for at få råd til at bo i byen.
Det gælder blandt andet for 22-årige Ana Zakaradze, der til dagligt læser på universitet i Tbilisi.
“Som studerende er jeg meget ked af den økonomiske situation. Jeg arbejder om natten for at dække alle mine udgifter, men det er stadig ikke nok, for priserne bliver bare ved med at stige og stige. Jeg mangler nogle steder, hvor studerende kan være og bo. Bare nogle steder at sove, som for eksempel et værelse,” siger hun.
Vi møder Ana Zakaradze foran føromtalte Dadaena Bar en lun torsdag eftermiddag i november.
Hun er iført høje læderstøvler med hvide tribal-figurer, hun har farvet rødt hår, der matcher de farvede røde øjenbryn, og hænderne er udsmykket med talrige fingerringe.
Ana Zakaradze er en del af den generation, der voksede op i Georgien efter Sovjetunionens fald, som ikke har lært russisk i skolen, og hvis forhold til Rusland ikke er så nært beslægtet som i hendes forældres generation.
Hun betragter sig selv som en af de heldige georgiere.
Om natten arbejder Ana Zakaradze på et kasino, hvor hun dealer kort ved blackjack-bordet. Med lønnen fra jobbet og økonomisk hjælp fra forældrene, har hun kunnet erhverve sig et værelse i Tbilisi til 750 lari, rundt regnet 2000 kroner. Det beløb svarer til ca. halvdelen af en gennemsnitlig georgisk fuldtidsløn.
Men ikke alle georgierne er lige så heldige.
“Priserne på lejligheder stiger lige nu. Jeg har selv en god udlejer, som ikke ændrede prisen, da jeg flyttede ind. Men nogle udlejere ændrede betalingen til dollar. Så hvis prisen før hed 500 lari, hed den pludselig 500 dollar. Det er et ret stort spring, og vi kan simpelthen ikke betale det. Jeg har venner, der vokset op uden for Tbilisi, som har valgt ikke at studere, fordi de ikke kunne finde en lejlighed her,” siger Ana Zakaradze.
På en potteplante bag hende er der med sprittus skrevet “Russia is an occupier.”
Den type beskeder hænger overalt i byen. På murstensvæggene i hovedstaden hænger billeder af det blå og gule ukrainske flag, ofte akkompagneret af tekst som “Ukraine is Georgia, Georgia is Ukraine” eller “Fuck Putin”.
Ana tager hånden op til sit ansigt og kigger ud over Mtkvarifloden. Hun tøver lidt, inden hun siger:
“Jeg græder næsten, når jeg taler om det her, for jeg vil ikke miste mit land.“
Ifølge Ana Zakaradze er boligpriser og mangel på arbejdspladser kun toppen af isbjerget for de unge georgiere. Krigen i Ukraine og den efterfølgende russiske massemigration til Georgien har åbnet op for et årelangt traume, som georgierne bliver mindet om, hver gang de ser eller hører en af de mange russere på gaderne i Tbilisi.
Konsekvensen for hende kan blive, at hun ikke længere føler sig velkommen i sin egen by.
“Jeg frygter at vi mister vores etnicitet – og først og fremmest at miste mig selv. Det betyder meget for mig, at jeg ikke hører russisk oftere end jeg hører georgisk. Jeg siger ikke at ingen er velkomne, men snart er de flere end os. Jeg vil ikke miste det land, som jeg elsker for anden gang. Situationer som den her kan ændre sig løbet af få måneder, og så skal jeg måske overveje, hvordan jeg slipper væk herfra.”
Georgiske arbejdsgivere også udfordret
Næsten uanset hvor i Tbilisi vi befinder os, eller hvem vi taler med, ligger konflikten med russerne og krigen i Ukraine og lurer i baggrunden.
Forskere, såvel som journalister i Georgien, kan ikke undgå at blive præget af følelserne, når samtalen ender på de russiske immigranter i landet. Det gør sig også gældende på nyhedsmediet Jam News, der siden 2016 dækket har Kaukasus-regionen.
Vi har aftalt at mødes med nyhedsmediets ansvarshavende chefredaktør på redaktionens hovedkontor i Tbilisi. Det ligner ude fra en klassisk toetagers lejlighed i hovedstaden i en sandfarvet bygning med Ukraines flag hængende ud fra vinduet.
Foto: Nicolai Jørgen Jørgensen
Hovedindgangen er en trappe i bygningens baggård, hvor en gøende nabohund hidsigt tager imod os.
På mediets kontor Tbilisi sidder omkring ti journalister og arbejder på dagens nyheder, der siden marts i særlig grad har drejet sig om de russiske migranter, der krydser grænsen til Georgien og deres påvirkning på landet.
“Det er en af de største historier her i Georgien, og derfor afspejler vores medie det. I min mening er det en sand katastrofe, en national katastrofe for Georgien,” siger Jam News’ chefredaktør, Margarita Akhvlediani, da vi indleder samtalen på mediets kontor.
Ligesom mange andre georgiere, har Margarita Akhvlediani i løbet af året oplevet, hvordan tusindvis af russiske migranter er flyttet til Georgien og fået arbejde på især cafeer, barer, restauranter og natklubber.
Men også medievirksomheder som Jam News er blevet sat under pres af de virksomme russere. I takt med at russerne kom til landet, har flere russiske medier nemlig rykket teltpælene op og flyttet fra eksempelvis Moskva eller Sankt Petersborg til Tbilisi.
“Jeg er sikker på, at lønningerne på de russiske medier er højere end vores. Det er det samme som caféerne eller bagerierne, for lige pludselig kommer de her med alle deres penge og river os ud af vores plads. Nogle af vores bedste journalister, som taler godt russisk, de skal nok blive inviteret til de russiske medier, hvor de kan få mere i løn. Jeg har ikke råd til at betale dem mere,” siger Margarita Akhvlediani.
Da Margarita Akhvlediani voksede op i Georgien, var landet stadig en del af Sovjetunionen.
Sådan er det for størstedelen af landets voksne befolkning, der kun har oplevet landet som selvstændigt i godt og vel 30 år. På markederne i byen hører man ofte sælgere råbe på russisk, og du skal ikke langt ud fra centrum for at se bombastiske højhuse i sovjetisk stil stige til vejrs. Men selvom der i visse fællesskaber eksisterer en form for romantisering af Rusland og det daværende sovjetiske samfund, mener Margarita Akhvlediani ikke, at man skal forveksle det med støtte til massemigrationen eller krigen.
“Georgierne er gode værter, og det fylder meget her, men du må ikke forveksle det med støtte til Putin. Det er ikke støtte til Putin, det er støtte til russerne, til folket, til kulturen,” siger hun.
Hun er bekymret for, at den stigende mængde russere i landet vil påvirke befolkningens mentalitet og trække i retning af sovjettidens mere korrupte samfund. Selvom hun mener at Georgien har rykket sig langt, står fremskridtene stadig på et ustabilt fundament.
“Vi bevæger os, men det er meget skrøbeligt, og nu kommer der så mange mennesker med deres sovjet-mentalitet ind i denne skrøbelige situation. Det kan hurtigt trække os tilbage,” siger Margarita Akhvlediani.
Et historisk traume
Erindringerne fra tabet af Abkhasien i 1993 og Femdagskrigen i 2009 sidder i dag stadig tydeligt på nethinden for mange af de georgiere, vi har mødt. To områder der i dag er under russisk “beskyttelse”, som Rusland selv kalder det.
Georgierne kalder det besættelse.
En kendsgerning som georgierne mener, at de russiske migranter nægter at erkende, fortæller Leli Bibilashvili, der står i spidsen for afdelingen for journalistik og massekommunikation hos University of Georgia.
“Når russiske immigranter bliver spurgt til, hvorvidt de kender forhistorien mellem Rusland og Georgien, og om de klar over, at Rusland har besat dele af Georgien, så er svaret ofte, at de ikke kender til noget til det. I andre tilfælde benægter de, at det i virkeligheden er sådan,” siger hun.
Mere end 100 års løbende konflikt med Rusland har i dag bidraget til en enorm mistillid over for russere og det, som flere georgierne, vi møder, kalder for et historisk traume. Et sår der gang på gang er gået op i takt med, at skiftende russiske regimer har trynet det lille naboland mod syd.
På University of Georgia har Institut for Samfundsvidenskab i mange år beskæftiget sig med netop dette emne. Ifølge instituttets dekan, Natia Kaladze, fylder regionerne Abkhasien og Sydossetien stadig meget i georgiernes bevidsthed.
“Georgien er lille land, og vi har alle familiemedlemmer fra Abkhasien og Sydossetien. Det betyder at vi har personlige relationer til de familier, som mistede deres huse og gik gennem en forfærdelig periode på 20 år, hvor de kæmpede for deres uafhængighed. Vi har de her minder, og dem kan vi ikke glemme. Præcis ligesom ukrainerne aldrig vil glemme, det som sker lige nu – og aldrig glemmer, hvad der skete på Krim,” siger hun.
Det er ikke første gang vi møder sammenligninger til krigen i Ukraine.
Mange georgiere genkender Ruslands aggression over for Ukraine hos dem selv. Derfor ønsker en voksende gruppe af georgiere, at russerne tager afstand til både det nuværende politiske system i Moskva, og hele vejen tilbage til bolsjevikkerne kom til magten.
Ifølge Natia Kaladze vælger mange russere i landet dog stadig ikke at udtrykke den nødvendige kritik af det russiske regime.
“Majoriteten af russerne hverken kritiserer eller demonstrerer mod det, der foregår i Ukraine. Det er blandt andet derfor, at folk her reagerer så kraftigt og ikke stoler på dem,” siger hun.
Mistilliden bidrager i dag til, at mange georgiere efterspørger strammere visumreglerne overfor de russere, der kommer til landet. Som reglerne er nu, har russere fri mulighed for at opholde sig i landet i 12 måneder.
Efter et år kan russerne krydse grænsen tilbage til Rusland, eller for eksempel til nabolandene Armenien eller Tyrkiet, for så at vende retur til Georgien og opholde sig i yderligere 12 måneder. Samtidig er sikkerhedstjekket ved den russisk-georgiske grænse nærmest ikke-eksisterende, lyder kritikken.
Dette har gjort Georgien til et fordelagtigt land for russere, som fravælger at tage del i Putins krig, men ikke nødvendigvis er villige til at tage kampen op, mener Leli Bibilashvili.
“De vil gerne have den komfort, de ikke længere kan få i Rusland. Det nemmeste for dem er at tage hertil, fordi man som russer ikke behøver noget visum. Det betyder, at selvom folk siger at de ikke bryder sig om Putin, er der en stor risiko for at de i virkeligheden ikke mener det,” siger hun.
Kapitel to: “Georgierne vil aldrig acceptere os på grund af historien”
Den russiske chefredaktør Daniil Alexandrov sætter sig i havestolen og tænder en cigaret.
Den hvide villa bag ham er hovedsæde for det russisk/georgiske nyhedsmedie Paper Kartuli. I juni rykkede han og en gruppe journalister fra Moskva til Tbilisi og stiftede nyhedsmediet, der primært skriver historier målrettet de russiske migranter i Georgien.
“Vi har omkring 15.000 abonnenter nu, og er allerede begyndt at arbejde med forskellige partnere, som vil reklamere for os. Udover det, har vi afholdt en lille festival for de lokale og de russiske migranter”, siger Daniil Alexandrov.
Ifølge NGO’en Transparacy International Georgia blev der i perioden marts-september 2022 registeret over 9.500 virksomheder i Georgien af russiske borgere. Det er mere end en tidobling sammenlignet med samme periode i 2021.
Det samlede antal russiskejede virksomheder i landet overstiger nu 17.000.
Medier som Paper Kartuli vokser lige nu hurtigt frem i Georgien. Siden marts er flere medier målrettet russiske borgere, såsom Paper Kartuli, blevet etableret i Georgien, mens flere journalister endnu bedriver deres arbejde for russiske medier fra en slags eksil i Tbilisi.
Men på trods af fremgangen i abonnenter, møder de lige nu også massiv kritik i Georgien.
Ikke kun fra georgiske journalister som Margarita Akhvlediani, der frygter, at russernes tilstedeværelse ødelægger hendes forretning, men også fra almindelige georgiere, der mener, at medierne er eksempler på russificeringen af Georgien.
I anmeldelser af Paper Kartulis hjemmeside skriver en bruger blandt andet:
“Denne side skaber tryghed for besætteren, terroristen og angribere, ved brug af fjendens sprog!!”
Mens en anden skriver:
“Det lader til at være russisk orienteret, hvilket ikke er velkomment, fordi Rusland er besættere.”
Vi læser de to anmeldelser op for chefredaktøren, som udmærket er klar over, at hans medie af mange lokale bliver set som problematisk.
“Vi vidste godt, at vi ville få den type kommentarer. Det var helt forventeligt. Der er nogen som ikke stoler på os, og det er helt okay. Der er ikke noget vi kan gøre ved det, udover at fortsætte, og forhåbentlig vinde deres tillid,” siger han.
Villaen, hvorfra Daniil Alexandrov og hans personale skriver sine artikler, danner i dag også kontorer for stribevis af andre russiske journalister.
På hver etage sidder der folk og arbejder på at lave nyheder til det voksende russiske publikum.
Fælles for de russiske journalister i huset er, at de fortæller os, at de ikke kan støtte den russiske regering længere eller føle sig trygge i virket som journalister. Derfor har de forladt Rusland.
Ifølge Daniil Alexandrov er det derfor fejlagtigt, når russerne bliver anklaget for at være i Georgien for egen vindings skyld.
“Vi er her ikke for at få et godt liv. Ingen ville hertil i første omgang, og vi flygter fra politisk undertrykkelse. Jeg tror, at langt de fleste russere, som er taget hertil efter krigen startede, gerne vil tilbage på et tidspunkt,” siger han.
Daniil Alexandrov er ikke alene om at starte virksomhed i Tbilisi. En anden er natklubejeren Dimitri Klimenko.
Han forlod allerede i marts sit hjem i Novosibirsk, hvor han i over otte år har drevet en række natklubber. Sidenhen har han etableret en klub i Tbilisis Vake-distrikt, der særligt tiltrækker et klientel bestående af russere og andre, der ikke føler sig velkomne i det georgiske natteliv.
I Tbilisi skal du ikke kigge langt for at få øje på en af de mange russiske klubber og barer, der fylder i gadebilledet. På barerne sidder ofte russere og nyder deres drinks, mens de taler højlydt på deres modersmål. I modsætning til det, ligger Dimitri Klimenkos klub, The Balance, noget mere gemt væk.
Det er blevet aften i Tbilisi, da vi bliver sat af ved en monumental hvid trappe i Vake Park, et stort, grønt område i det velhavende nabolag Vake i det vestlige Tbilisi. Vi bevæger os ned mod parken, og under trappen lyser klubbens neonfarvede skilt op i natten.
Ifølge ejeren selv er det ikke udelukkende russere, der frekventerer klubben, selvom de er i overtal.
“Vores gæster er en blanding af alle mulige; ukrainere, hviderussere, armeniere, men ikke så mange georgiere,” fortæller Dimitri Klimenko.
Også blandt klubbens personale dominerer russerne.
Dimitri Klimenko føler sig overbevist om, at der er et behov for en klub som hans, hvor det er muligt for migranterne at tale russisk uden at blive overfuset.
“Men jeg kan da godt se, at der nogle gange er georgiere, der ikke er trygge ved, at vi er så mange russere her,” siger han.
Klubben har da heller ikke menukort på georgisk, selvom Dimitri Klimenko fortæller, at han arbejder på at få lavet nogle.
Vi bemærker også, at det er et af de få steder i byen, hvor man kan bestille en White Russian eller en Moscow Mule at drikke – i andre dele af Tbilisis natteliv er den slags nu erstattet af en White Ukrainian eller Kyiv Mule.
Parallelsamfund
Om morgenen den 24. februar 2022 sover Daria Vakhonina længe i sin lejlighed i Skt. Petersborg. Hun vågner til sin kærestes råb, der fra badeværelset forsøger at vække hende.
Stadig søvndøsig spørger hun ham, hvad der sker.
“De gjorde det, de har startet krigen,” svarer han.
Daria Vakhonina overvejer kort, om hun stadig drømmer.
Hun og veninden Anastacia Kostareva kom til Tbilisi allerede i marts, kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine.
Daria Vakhoninas første instinkt på morgenen er at tjekke sin telefon og læse nyhederne. Her bliver hun konfronteret med beskeder fra sin ukrainske veninde, der fortæller, at hun allerede er på vej væk fra sit hjem i Kyiv.
På trods af det store chok, loggede Daria Vakhonina, der arbejder for en russisk it-virksomhed, på sin computer og startede sin arbejdsdag.
“Men jeg arbejdede slet ikke den dag. Jeg tror, at mine kollegaer og jeg havde en syv timer lang kaffepause på Zoom, hvor vi læste nyhederne og græd sammen. Vi vidste ikke, hvad der ville ske, og jeg kan huske, at jeg bare googlede, hvor det nærmeste beskyttelsesrum lå,” siger hun.
Anastacia Kostareva var ikke blevet vækket på morgenen som sin veninde og troppede som normalt op på kontoret i Skt. Petersborg, hvor hun arbejdede som grafisk designer for et bageri.
“Jeg havde ikke læst nyhederne, så jeg kom bare ind som normalt, satte mig ved skrivebordet og kunne slet ikke forstå, hvorfor mine kollegaer så ud, som de gjorde. Da jeg åbnede for nyhederne, indså jeg, hvad der var sket. Det var helt forfærdeligt,” siger hun.
Hendes kollegaer var hurtige til at påpege, at hun jo allerede havde en ferie planlagt og billetter købt til en nært forestående tur til Georgien. Veninderne havde allerede inden krigens begyndelse planlagt at besøge Tbilisi og opleve byen som turister.
Efter den 24. februar tog de en hurtig beslutning.
“Jeg pakkede alle mine ting på nogle få dage inden vi skulle afsted, og jeg blev nødt til at at efterlade en masse af mine yndlingsting i Skt. Petersborg. Jeg var nervøs, og det var så stressende,” siger Anastacia Kostareva.
Vi bider mærke i de blå plastikhandsker på hendes hænder, mens hun og Daria Vakhonina fortæller om flugten fra Rusland.
Det viser sig, at hun tidligere på dagen har fået en – tilsyneladende dårlig – manicure. Her i byen kan man ofte genkende russerne på en afstand. De gør typisk lidt mere ud af makeuppen og håret, går i dyrere tøj og gør i høj grad brug af byens restaurationer. Den slags skiller sig ud i et land, hvor omkring 20 pct. af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen.
Daria Vakhonina betragter sig selv som heldig.
Hendes firma tilbød hurtigt både hende og hendes kollegaer økonomisk støtte til at forlade Georgien, og mens Anastacia Kostarevas firma ikke gav de samme muligheder, fandt hun hurtigt et nyt job i et it-firma, der tillod hende at arbejde fra Tbilisi.
De er begge enige om, at det ikke var en mulighed for dem at blive i Rusland.
“Jeg har ikke lyst til at sponsorere krigen, og jeg vil ikke betale penge i skat, som regeringen kan bruge til at føre krig for,” siger Anastacia Kostareva.
“Hvis jeg var blevet og ikke havde protesteret, så ville jeg have skammet mig,” tilføjer Daria Vakhonina.
De to unge kvinder hører til den første bølge af russere, der kom til Georgien efter krigens udbrud, hvor mere end 20.000 tech-medarbejdere forlod Rusland.
Veninderne deler for tiden en lejlighed i Tbilisi, og de giver ikke meget for den georgiske vrede over de stigende huslejepriser.
“Det var jo ikke os, der bad udlejerne om at smide georgierne ud. De gør det, fordi de ved, at russerne kan betale den højeste pris. Georgierne er besat af penge, og mange af virksomhederne her giver ikke en høj nok løn. Det er jo også dyrt for os, og okay, vi tjener mere end den gennemsnitlige georgier, men vi er jo ikke rige,” siger Daria Vakhonina.
“Vi vil gerne have hver vores lejlighed, men det tror jeg ikke, at vi har råd til.”
Samtidig, påpeger kvinderne, er det også en fordel for den georgiske økonomi, at der kommer købestærke russere til landet. Modsat de russere, der forlod landet i forbindelse med mobiliseringsordren i september, er tech-russerne i første bølge ofte unge, købestærke individer, der fortsat arbejder for russiske virksomheder fra deres nye hjem i Georgien.
Det er de russere, der var blandt de første til at få skylden for stigende huslejepriser i Tbilisi, men som også i vid udstrækning roses for at pumpe penge ind i det georgiske samfund.
“Immigrationsbølgen har også tiltrukket en masse entreprenører til byen, og der er mange nye butikker, markeder og virksomheder, som også hyrer georgiere,” siger Daria Vakhonina.
Fællesskab
På The Balance følger vi med natklubejeren Dimitri Klimenko ind til baren, hvor hans medarbejdere er i gang med at sætte op til aftenens fest.
Ud fra højtaleranlægget lyder der høj teknomusik, og på en projektor på dansegulvet kører en video med en ung kvinde, der dyrker yoga. Dimitri Klimenko fortæller, at han kun enkelte gange har oplevet ubehagelige kommentarer fra georgiere.
“Det er ikke noget problem, og det er mest graffitien på væggene i byen, der er aggressiv. Jeg er ikke blevet råbt af på gaden, men jeg kan godt forstå, hvis georgierne er vrede, for Ruslands regering har lavet meget lort i Georgien,” siger han.
Vi spørger ham, hvorfor han ikke er blevet i Rusland, når nu han tilsyneladende havde en række velfungerende klubber at drive der.
Han mener selv, at det er åbenlyst.
“Jeg vil ikke være i Rusland, og jeg føler mig mere tilpas her. Jeg blev nødt til at lukke mine virksomheder derhjemme, for desværre støtter min familie regeringen, og alle mine venner har forladt Sibirien. Min by er tom, mit samfund og mit fællesskab er væk. Jeg kan ikke blive i Rusland, for der er kun Putin-fans tilbage,” siger han.
Han drømmer om at se et endnu mere blandet publikum på The Balance, og foruden menukort på georgisk, fortæller han, at han også gør en aktiv indsats for at ansætte personale, der taler georgisk.
Han anerkender dog, at størstedelen af klientellet for nu er russisk.
“Russerne, de kender mig jo, og de kommer her for at finde hinanden, men det er min drøm at her bliver et bedre miks,” siger han.
Dimitri Klimenko har endnu ikke besluttet sig for, hvad fremtiden skal bringe, men han regner med at blive i Tbilisi i mindst to-tre år.
“Men jeg ved det ikke, måske jeg bliver hele livet.”
Anderledes ser det ud for Anastacia Kostareva og Daria Vakhonina. Selvom de overordnet set er faldet godt til i Tbilisi, forventer de ikke at blive for altid.
“Vi kan jo ikke tage hjem lige foreløbigt, men omvendt kan vi heller ikke blive her for evigt. I har jo nok set al den grafitti, der er rundt omkring i byen. Selvom det ikke generer mig, så føler jeg mig ikke velkommen her. Georgierne vil aldrig acceptere os på grund af historien,” siger Daria Vakhonina.
Anastacia Kostareva fortæller, at hun har mærket georgiernes vrede på egen krop. Op til flere gange er hun blevet råbt af ad georgiere rundt omkring i byen. Særligt husker hun en hændelse i en lokal butik.
“En kvinde kom op og spurgte “er du russer?” Jeg sagde ja, for jeg troede, at hun ville have hjælp til at oversætte et eller andet, men så begyndte hun bare at råbe af mig og sige, at jeg skulle tage hjem.”
De unge kvinder forstår dog godt den lokale befolknings modvilje, da vi spørger dem direkte.
“Jeg ved godt, at vi er mange russere her, og vi ikke alle assimilerer os i samfundet,” siger Daria Vakhonina.
Faktisk beskæftiger de sig ikke meget med georgierne i hverdagen. På nær én enkelt fælles georgisk ven, de to kvinder har fået, lever de i et slags russisk parallelsamfund.
“Jeg må nok indrømme, at vi ikke er en del af det georgiske samfund. Vi har et russisk fællesskab her, og de eneste mennesker, vi bruger tid med, er russere,” siger Anastacia Kostareva.
“Det er faktisk lidt trist, men jeg ved godt, at vi nok aldrig bliver accepteret rigtigt her. Folk bebrejder os for de ting, der er sket, selvom vi kun var børn dengang,” tilføjer hun.
Over grænsen
De mange russere i Georgien er ikke alle kommet til landet som Anastacia Kostareva, Daria Vakhonina og Dimitri Klimenko. Flere russiske aktivister, oppositionspolitikere og journalister har forladt landet af frygt for fængsel eller straf.
Free Russia Foundation blev stiftet i 2014 og hjælper i dag politikere, aktivister, journalister og andre, som den russiske stat vurderer som “undesirables” med at forlade landet.
Det er også det, der er organisations primære arbejde i Georgien – at hjælpe politisk forfulgte russere med at få et nyt liv i nabolandet. Men Free Russia Foundation hjælper ikke alle og enhver. Det drejer sig om udvalgte personer, som efter organisationens mening er særligt udsatte i Rusland.
På væggene i organisationens mødelokale hænger billeder af russiske politiske fanger, opdelt efter forbogstav. Under N spotter vi blandt andet den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj. Over én enkelt af de mere end 100 billeder er der med sprittusch skrevet “free.”
Derfor har Free Russia Foundation heller ikke haft noget at gøre med størstedelen af de russere, der er kommet til Georgien siden krigens udbrud i februar. Alligevel har organisationen mærket et vist pres, for krigen har også medført flere protester og engageret nye aktivister.
“Helte,” som vores tolk fra Free Russia Foundation, Nina Aleksa, konsekvent kalder dem i vores sms-korrespondancer. Da vi bliver mødt af hende i døren, kan vi ikke lade være med at spørge, hvorfor hun kalder de mænd, vi er her for at møde, for helte.
Hun ser forundret på os, som om det burde være åbenlyst.
“De er jo politiske aktivister,” siger Nina Aleksa, og samtalen bevæger sig hurtigt videre, mens hun viser os rundt og laver kaffe.
Vi møder to mænd, der har forladt Rusland på grund af frygten for politisk forfølgelse i det centrale Tbilisi på det lokale hovedkontor for Free Russia Foundation.
I en ældre, fireetagers bygning har organisationen indrettet mødelokaler, kontorer, podcast- og TV-studier, hvorfra organisationen udfører sit arbejde med at hjælpe Ruslands oppositionspolitikere, journalister og aktivister, der risikerer straffe på grund af deres politiske overbevisninger.
Kosov Konstantin er en smilende mand i 30’erne klædt helt i sort. Han forlod sit hjem, sin kone og sin 11-årige søn i Skt. Petersborg i september, kort efter den russiske mobiliseringsordre. Foruden 18 år i brandvæsnet i hjembyen, har han også engageret sig som lokalpolitiker udenfor de etablerede partier, fortæller han på et engelsk med tung, russisk dialekt.
Kosov Konstantins politiske ståsted har ikke været populært i brandvæsenet, for selvom han ikke direkte er involveret med et oppositionsparti, er det slemt nok, at han går imod Putin og regeringen.
“Ledelsen bryder sig ikke om, at jeg nu er politisk aktiv, og at jeg prøver at italesætte de fejl, der sker i systemet. Det gik hurtigt op for mig, at det ikke er godt at sige den slags, når du arbejder i en offentlig institution som brandvæsenet,” siger han.
Også 22-årige Alexander har forladt Rusland med hjælp fra Free Russia Foundation. Han arbejder på en russiske radiokanal, der siden krigens udbrud har rykket sin redaktion til Tyskland for at kunne arbejde frit. Han har ikke ønsket at få sit efternavn offentliggjort i forbindelse med denne artikel.
På mange måder ligner han enhver anden 22-årig med en Iphone limet til hånden og iklædt joggingtøj. Han forlod Moskva på opfordring fra sin chef og tog bussen til den georgiske grænse. Herfra krydsede han grænsen til fods efter et forgæves forsøg på at komme videre med bus til Georgien.
“Der var meget store trafikpropper ved grænsen, så på et tidspunkt åbnede chaufføren døren og sagde til os: “Okay, I kan gå herfra.” Vi gik langs vejen, og det tog tre dage og 30 kilometer gang,” siger han med hjælp fra den russisktalende tolk og store armbevægelser.
Kosov Konstantin fortæller, at hans chef igennem længere tid har ledt efter en årsag til at fyre ham på grund af hans politiske holdningerne. Umiddelbart efter krigens udbrud, besluttede han og hans kone, at han måtte forlade Rusland, men tingene trak ud, og han rejste først den 28. september – samtidig med mange andre russere.
“Min familie er stadig i Rusland, og jeg venter på, at de skal komme hertil. På grund af mine politiske holdninger, blev jeg nødt til at forlade Rusland efter alt, hvad der er sket. Jeg forstår, at det eneste, der venter mig der, er fængsel,” siger Kosov Konstantin, og fortæller, at han allerede inden sin flugt har været anholdt to gange.
Kollektivt ansvar
Mange georgiere, særligt dem der voksede op under Sovjetunionen, taler russisk. I mange tilfælde bedre end de taler engelsk. Det oplever vi selv på vores færden rundt i landet gennem de mange taxachauffører, der forsøger at tale russisk med os og skuffet må indse, at vi kun taler engelsk.
På trods af det, er der udfordringer for russerne i Georgien i at kommunikere med lokalbefolkningen. Mange steder i byen er det ildeset at tale russisk. Til gengæld er engelsk både velkendt og vel talt blandt særligt den yngre del af befolkningen.
Det går nogenlunde nemt for folk som Kosov Konstantin, der taler engelsk på et niveau, der gør det muligt at klare de fleste af hverdagens gøremål, mens det straks præsenterer en større udfordring for Alexander, der hverken taler georgisk eller engelsk.
“Jeg har enormt stor respekt for det georgiske folk, og jeg ved godt, at russisk ikke er Georgiens sprog. Derfor undskylder jeg, når jeg taler russisk til folk, og jeg forsøger at indlede samtalen med nogle få fraser på georgisk og spørge dem, om det er okay at tale russisk til dem,” siger Alexander.
Det virker for det meste, fortæller han, og han har langt størstedelen af tiden held til at finde lokale, der kan oversætte for ham, hvis personalet på restauranter eller i butikker ikke forstår russisk.
Hverken Alexander eller Kosov Konstantin er endnu begyndt at lære georgisk, men udtrykker, at de vil overveje at lære det i fremtiden, selvom det ligger langt fra både russisk og engelsk og derfor kan være svært at lære.
“Vi bliver alle sammen nødt til at respektere georgierne og deres sprog,” siger Alexander.
Som samtalen falder på modtagelsen i Georgien, kommer vi uundgåeligt forbi den endda meget synlige modstand i gadebilledet, når man bevæger sig gennem Tbilisi og overalt ser skilte, plakater og grafitti, der forbander både Putin og ofte også det russiske folk under skiftevis ukrainske og georgiske flag.
Kosov Konstantin forstår godt georgiernes vrede i lyset af den store indvandring til landet.
“Jeg kender jo historien og forstår, at Rusland har været aggressiv over for Georgien og besat 20 pct. af landet, men vores venner, familie og kollegaer i Rusland, de går ikke op i det, og selv 2008 (Femdageskrigen, red.) var ikke en stor begivenhed i Rusland.”
Alexanders udlægning er lidt anderledes. Han mener, at det primært er russere, der står bag den offentlige graffiti og de mange anti-russiske udsagn rundt omkring i byen.
“Jeg tror kun, at russere kan hade russere så meget,” siger han.
Han kalder Femdageskrigen mellem Rusland og Georgien for “et historisk uheld,” og henviser til, at det er ganske normalt for en befolkning at bekymre sig, når deres land oplever stor indvandring.
“Det er det samme alle steder, og mine egne forældre i Saratov plejede at bekymre sig, fordi der dengang kom mange flygtninge fra Armenien. Det er en normal reaktion, og jeg forstår godt, at georgierne føler på samme måde, som mine forældre gjorde dengang.”
Alexander fastholder over for os, at han er modstander af Putins regime og krigen i Ukraine, og at han forstår det georgiske folks bekymringer, men han afviser at skamme sig over at være russer.
“Jeg er ikke stolt af min nationalitet, men jeg er stolt af min kultur. Russisk kultur har intet med den russiske regering at gøre, og jeg føler et kollektivt ansvar for krigen. Jeg vil ikke gemme mig for problemerne. Ja, jeg er russisk borger, det vil jeg ikke skamme mig over, men jeg støtter ikke denne regering eller denne krig.”
Han mener eksempelvis, at det russiske folk kan løfte det kollektive ansvar for krigen ved at betale ekstra store personskatter efter krigen. Pengene skal gå til genopbygningen af Ukraine.
Kapitel tre: Det næste Ukraine?
Konflikten mellem georgierne og de russiske migranter udfordrer den lokale befolkning emotionelt og i visse tilfælde også økonomisk. Protesterne og tiltagene er beskrevet flere steder, men det kom bag på os præcis, hvor synlig konflikten er i Tbilisi.
De mange russere er svære at overse i gadebilledet, og overalt i byen hører man sproget, ligesom man ser russerne – typisk klædt i dyrt tøj, fordybet i arbejde på macbooks – rundt omkring på diverse russiskejede caféer og barer i byen.
Den store mængde anti-russiske graffiti i byen taler også sit eget sprog.
Men konflikten stikker langt dybere end blot den russiske tilflytning efter krigen brød ud i Ukraine. Det handler nemlig ikke kun om tilflytterne eller mængden i sig selv.
For georgierne er det den russiske mentalitet, der giver anledning til bekymring. Mens mange er overbeviste om, at russerne blot bruger Georgien som transitland, er der borgere og organisationer her i landet, der frygter en russificering af landet.
Georgierne har smagt på friheden og nydt godt af en liberalisering af økonomien samt en demokratisering af samfundet siden sovjetunionens sammenbrud, men mindet om den ganske kortvarige frihed fra 1918 til 1921 ulmer stadig i baggrunden.
Her, hvor Georgien og befolkningen ligesom i dag i stigende grad søgte vestlig orientering, tog det kun få år for russerne igen at underlægge sig landet. Selvom det er over hundrede år siden, er det tydeligt for os, at georgierne ikke har glemt det traume. Og samtidig spøger konflikterne i områder Abkhasien og Sydossetien endnu.
Den slags glemmer man ikke på 14 år.
I dag har krigen i Ukraine affødt en respons i Georgien, som vi, trods stor involvering i Vesten, ikke nemt forstår. Her er frygten langt mere direkte. For mens det endnu er svært at se, at russerne skulle komme tilbage efter Bornholm, føles det som en langt mere reel trussel, at Putins regime skulle forsøge at underlægge sig Georgien i fremtiden.
Krigen blev startet under påskud om at beskytte etniske russere i Ukraine, og nu frygter nogle, at det samme påskud kunne blive brugt som anledning til et angreb på Georgien, såfremt krigen skulle ende med at falde ud i russisk favør.
Om frygten for en russisk besættelse er reel er svær at spå om. Men Rusland har, trods alt, gjort det flere gange før.
